Et usandsynligt tab af handelskrig mellem USA og Kina: Thailands gummimarked

De sidste par år har været svære for Rattana Kaewsuan, og det ser ud til, at tingene er ved at blive meget værre.

Den 60-årige kvinde er engummitapper, et udmattende job i de bedste tider.
Rattana arbejder natten igennem, i 12 timers skift, i mørke plantager befængt med myg og slanger, og Rattana skraber forsigtigt en kanal, så saften kan løbe ud af gummitræet til en opadvendt kokosnøddeskal.
Men den mælkehvide væske er nu tres procent mindre værd end dens værdi for fem år siden.
Nu, med gummipriser på et rekordlavt niveau, er de penge, hun tjener, knap nok til at overleve.
Og hvis det ikke var slemt nok, ser den amerikanske præsident Donald Trumps handelskrig ud til at presse priserne yderligere ned.
Desværre har Rattana ikke noget valg. "Jeg er nødt til at gøre det," siger hun til mig. "Jeg har ikke noget andet job, jeg kan udføre. I min alder har jeg ingen anden mulighed."
Det er ikke, at præsident Trumps toldsatser er rettet mod Rattana eller Thailand.
Men Thailand er som den største producent af naturgummi i verden en stor leverandør af Kinas motorhandel, og det er dødpunktet i den amerikanske præsidents trådkors.
Lige nede ad vejen samler en lokal mellemmand tønder med gummisaft fra tapperne.
Tønderne bliver testet for kvalitet og væltet derefter i en enorm tank, mens de venter på afhentning af dem, der vil sende dem til udlandet.
De har kæmpet med faldende priser i årevis, som billigere syntetiskegummioversvømmede markedet, og overudbud fra producenter i Thailand, Malaysia og Indonesien pressede markedet ned.

Produktionsprisen er i øjeblikket højere end markedsprisen, hvilket ikke efterlader nogen margen for profit, og nu er de bekymrede for, at amerikanske toldsatser vil lukke for det ene marked, der blomstrer.

"Der vil ikke være nogen gummitapper snart. De vil holde op, fordi lønnen ikke er det værd, da priserne bliver ved med at falde dramatisk. Selv nu er det meget svært at finde gummitappere til at udføre jobbet," siger Pichai Chasawat, leder af en lokal gummifaktor.
Pointen er godt illustreret i Rayong-lageret i Thai Huagummi, en af ​​kongerigets største eksportører af gummi.
Nær døren til den hule lagerfacilitet er der adskillige tons komprimerede gummiplader af topkvalitet.
Stablerne er bestemt til USA til brug i racerbildæk, hjul til kommercielle jetforinger og andre meget specifikke industrier.
I midten af ​​rummet sidder en anden større bunke til husholdningsbrug i Thailand.
Og bagerst i lokalet, stablet op til loftet, er gummiet bestemt til Kina, mindst tyve gange den mængde, der eksporteres til resten af ​​verden, en vital råvare i kinesisk fremstilling og udvikling af infrastruktur.
Inde på fabrikken vasker, renser og sorterer hundredvis af immigrantarbejdere fra Cambodja og Myanmar gummiplader fra plantager over hele Rayong.
Alle disse levebrød hænger også i en balance, da deres arbejdsgiver, Thai Hua, afvejer virkningen af ​​Trumps told på deres industri.
Men handelskrigen tvinger Thailand til også at tage parti, og med et flertal af deres eksport, der går i én retning, er det klart, hvem der vil vinde i det lange løb.
Korakod Kittipol er Executive Vice President hos Thai Hua og er opsat på at fastholde kundebaser i både Kina og Amerika, men han ved også, at efterhånden som handelskrigen eskalerer, vil det blive stadig sværere.
"Hvis du vil overleve med din virksomhed, og hovedmarkedet for din virksomhed er USA, betyder det, at du skal flytte og ændre din strategi", siger han og hentyder til, at han har råd til at miste amerikansk forretning, men ikke det i Kina.
Det er usandsynligt, at Donald Trump har tænkt meget over Thailands gummitappere, og heller ikke om han ville blive påvirket, hvis han kendte deres industris prekære natur, men efterhånden som han udvider vilkårene for sin handelskrig med Kina, begynder antallet af ofre at falde, og på nutidens globale markeder vil de være langt væk fra dem, han havde tænkt sig at målrette mod.